Alle politikområder
Politik

Udlændinge og Integration

10 forslag 2 temaer
Vores tilgang

Danmark er et land med stærke fællesskaber, tydelige forventninger og et velfærdssystem, der kræver, at alle bidrager. Det er den ramme, som også skal gælde i spørgsmålet om udlændinge og integration.

Unge Moderater mener, at det at stille klare krav og det at behandle mennesker med værdighed ikke er modsætninger. De to ting hænger faktisk uløseligt sammen. Vi vil leve op til vores internationale forpligtelser, anerkende dem der integrerer sig og bidrager til det danske samfund, og sørge for at lovgivningen afspejler en reel virkelighed frem for symbolpolitik. Regler, der ikke virker efter hensigten, bør ændres. Dem, der bidrager, bør mødes med muligheder.

Udlændinge

3 forslag inden for udlændingepolitik
0 / 3 åbnet
01 Ja tak til kvoteflygtninge

Unge Moderater mener, at Danmark som minimum skal leve op til sine internationale forpligtelser i FN og som minimum tage imod 500 kvoteflygtninge om året. Sammen skal vi hjælpe de flygtninge, der er mest udsatte.

Danmark har i 38 år, gennem FN, forpligtet sig på at tage imod 500 kvoteflygtninge om året. Kvoteflygtninge er de flygtninge, der af FN er vurderet til at have det sværest, herunder handicappede flygtninge, udsatte kvinder, volds- og torturofre, udsatte børn m.fl. De sidste syv år har Danmark kun modtaget 235 kvoteflygtninge.

02 Internationalt samarbejde om klimaflygtninge

Unge Moderater mener, at klimaflygtninge skal kunne flygte til det nærmeste område, der er sikkert, og herfra søge om asyl gennem FN. Det område, klimaflygtningene kommer fra, er permanent ødelagte, og derfor skal det sted, de bliver bosat i, også gøres til en permanent løsning.

Der håbes, at disse klimaflygtninge kan bosætte sig i deres nærområder og at denne løsning kan være permanent. I en situation, hvor dette er uladsiggørligt, skal EU, sammen med FN, lave aftaler om, hvor mange klimaflygtninge EU kan tage. Disse skal fordeles ud på de europæiske lande alt efter kapacitet.

Herudover skal Danmark tage imod de klimaflygtninge, vi forpligter os på at modtage gennem EU, og fortsat leve op til internationale aftaler om klimabistand. Den klimabistand skal bruges til at forebygge konsekvenserne af klimaforandringerne i de lande, der ikke har råd til at betale for klimatilpasningen af deres land.

03 Afskaf smykkeloven

Unge Moderater mener, at vi bør afskaffe smykkeloven. Siden lovens indførelse har der flere gange været tvivl om, hvorvidt loven er i strid med internationale konventioner.

Desuden var et af hovedargumenterne for loven, at flygtninge ikke skulle kunne have en stor formue, samtidig med at den danske stat forsørgede dem. Dog kan der stilles spørgsmålstegn ved, om dette egentlig var incitamentet til at indføre den, eftersom den ikke gælder for alle flygtninge i Danmark. I 2022 besluttede man, at loven ikke skulle gælde for de ukrainske flygtninge, der kom til Danmark.

Unge Moderater mener, at det slet ikke bør være muligt for staten at konfiskere smykker, der muligvis er forbundet med stor personlig værdi for den flygtning, der er kommet hertil. Det er også vigtigt at understrege, at loven i høj grad er symbolsk, og at den ikke har haft nogen nævneværdig effekt på dansk økonomi. Smykkeloven er fra 2016 til 2022 blevet brugt i alt 17 gange.

Integration

7 forslag inden for integration og statsborgerskab
0 / 7 åbnet
01 Stop hjemsendelser af udlændinge i job

Unge Moderater vil stoppe hjemsendelser af borgere, der er integrerede, taler dansk og forsørger sig selv. Det skal være muligt at blive skilt og stadig kunne blive i Danmark, så længe man forsørger sig selv og taler det danske sprog. Når borgere i Danmark bidrager til det danske samfund, skal vi ikke sende dem udenfor døren, men i stedet lade dem blive.

Det bør være slut med at høre om velintegrerede udlændinge, som taler flydende dansk og har et job i brancher, hvor vi har rekrutteringsvanskeligheder, men som mister sit opholdsgrundlag på grund af rigide regler om fx skilsmisser. I en tid, hvor Danmark mangler arbejdskraft og vi forsøger at tiltrække udenlandsk arbejdskraft, er det kontraproduktivt at sende disse borgere ud af landet, når vi mangler dem og de vil Danmark.

02 Gør det nemmere for udenlandske studerende at blive i Danmark efter endt uddannelse

Unge Moderater mener, at udenlandske studerende, der har taget en hel uddannelse i Danmark, skal tilbydes et års arbejds- og opholdstilladelse, der automatisk forlænges med to år ved udløb, såfremt den studerende fortsat er beskæftiget. Dette giver den studerende mulighed for at bidrage til Danmark med de kompetencer, vedkommende har tilegnet sig på sit studie.

Udenlandske studerende, der færdiggør en uddannelse i Danmark, tilbydes i dag seks måneders opholdstilladelse efter endt uddannelse. Hvis de ikke kommer i beskæftigelse inden opholdstilladelsens udløb, kan de søge opholdstilladelse under de gældende krav.

Internationale dimittender bidrager i gennemsnit med op til 650.000 kr. til de offentlige finanser over en 10-årig periode. Hvis blot 25 flere dimittender bliver i Danmark hvert år, kan vi skabe 250 flere arbejdspladser over de næste 10 år. Vi kan ikke tillade os at lade talent gå til spilde.

03 Statsborgerskab i 18-års fødselsdagsgave, såfremt du er født og opvokset i Danmark

Unge Moderater foreslår en forenklet og mere retfærdig proces for statsborgerskab til unge, der har boet i Danmark i mindst 9 år, når de fylder 18. Det foreslår vi, fordi der grundlæggende er en forskel på mennesker, som er opvokset i Danmark, og dem som er tilflyttet.

Ansøgere skal have ren straffeattest, grundlæggende dansk sprogkundskaber og være i uddannelse eller beskæftigelse, med dispensationsmuligheder. En forenklet test eller samtale erstatter den normale indfødsretsprøve. Dette styrker integration og giver lige adgang til demokratiet.

04 Afskaf indfødsretsprøven

Unge Moderater mener, at indfødsretsprøven skal afskaffes. Hvis man lever op til alle andre krav for at søge om dansk statsborgerskab, og formodentlig har levet op til de mange krav, der stilles til at søge om permanent opholdstilladelse, bør indfødsretsprøven ikke være en del af afgørelsen for, om man kan modtage dansk statsborgerskab.

Unge Moderater tror på, at man i langt højere grad lærer noget værdifuldt om dansk kultur ved at bo, arbejde eller uddanne sig i Danmark. Hertil skal det nævnes, at mange borgere, der i forvejen har dansk statsborgerskab, endog ikke er i stand til at bestå indfødsretsprøven, og selvfølgelig bliver de ikke mindre danske af den grund.

05 Fuldtidsstudie skal tælle med i kravet om fuldtidsbeskæftigelse

Unge Moderater mener, at alle fuldtidsstudier skal tælle med i kravet om fuldtidsbeskæftigelse. Dette betyder, at man skal kunne søge om permanent opholdstilladelse, såfremt man har været i arbejde eller under uddannelse i 3 år og 6 måneder ud af de sidste 4 år.

Det betyder, at mennesker, der drømmer om at uddanne sig, ikke behøver sætte deres drøm på pause for at opfylde kravene for at søge om permanent opholdstilladelse. Den nuværende regel, der udelukker uddannelse fra dette krav, afspejler ikke det faktum, at studerende bidrager til og investerer i det danske samfund.

06 Kravet vedrørende sociale ydelser ifm. permanent opholdstilladelse skal lempes

Unge Moderater mener, at kravet skal lempes, så ansøgeren i stedet ikke må have modtaget sociale ydelser mere end 8 måneder ud af de sidste fire år inden ansøgningen indgives.

De nuværende krav for permanent opholdstilladelse indebærer bl.a., at man som ansøger ikke må have modtaget sociale ydelser (såsom kontanthjælp) de sidste fire år inden ansøgningen indgives. Det mener vi ikke tager højde for uforudsete hændelser, som kan have sat ansøgeren uden for arbejdsmarkedet i en periode, uden at det afspejler et manglende ønske om at bidrage til samfundet.

07 EU-statsborgerskab skal ikke kunne købes for penge Delvist vedtaget

Unge Moderater står fast på, at statsborgerskaber skal tildeles på baggrund af demokratiske principper og ikke blot sælges til højestbydende udenlandske investorer.

Et statsborgerskab i EU er ikke til salg og bør ikke kunne købes af udenlandske investorer. EU-lande skal derfor ikke have mulighed for at sælge statsborgerskaber, da disse medfører retten til fri indrejse og mange privilegier i øvrige EU-lande. Det er modstridende med EU's principper om loyalt samarbejde mellem medlemslande og kan føre til kriminel infiltrering og svindel.

Delvist vedtaget

EU-Domstolen (CJEU) slog i april 2025 fast, at Maltas golden passport-ordning (EU's sidste citizen-by-investment-program) er ulovlig og uforenelig med EU-borgerskabets grundlæggende natur. Afgørelsen forbyder reelt fremtidige ordninger, hvor EU-statsborgerskab tildeles mod betaling. Unge Moderaters holdning er dermed faldet sammen med EU-Domstolens afgørelse.