For Unge Moderater er EU og udenrigspolitik ikke noget abstrakt. Det er spørgsmålet om, i hvilken verden vi vil leve om tyve år, og om Danmark tager sit ansvar for at forme den.
Vi tror på NATO og forpligter os til at bidrage. Vi støtter Ukraine, fordi Europas frihed og sikkerhed ikke er til forhandling. Vi vil have et EU der optræder som en samlet geopolitisk aktør, investerer i sit eget forsvar og beskytter sine borgere, både ved grænsen og i det digitale rum. Frihandel og internationalt samarbejde skaber velstand og forebygger konflikt, men det kræver, at demokratierne er stærke nok til at forsvare spillereglerne.
Udenrigspolitik
Unge Moderater mener, at vi skal styrke vores forsvar mod digitale trusler gennem øgede investeringer i teknologi, uddannelse og samarbejde på det internationale plan for at sikre en global indsats mod cyberkriminalitet.
I en verden, der bliver mere digital for hver dag, er cybersikkerhed vigtigere end nogensinde før. Danmarks fremtid og sikkerhed afhænger af vores evne til at beskytte os mod digitale trusler. Vi har tidligere set, hvordan hackerangreb har ramt offentlige institutioner og sundhedsvæsenet, og det viser, at vi står overfor en ny virkelighed, hvor cyberangreb kan lamme vores infrastruktur, stjæle vores mest følsomme oplysninger og true vores nationale sikkerhed.
Unge Moderater mener, at i en tid med voksende trusler, herunder cyberangreb, hybrid krigsførelse og geopolitiske spændinger, er det vigtigere end nogensinde, at Danmark står sammen med vores NATO-allierede og lever op til vores forpligtelser, herunder at mindst 2% af vores BNP bliver brugt på vores eget forsvar.
Vores engagement i alliancen bidrager ikke kun til vores egen sikkerhed, men også til den globale stabilitet. NATO blev skabt for at samle vestlige demokratier i en fælles forsvarsalliance og har gennem årtier spillet en afgørende rolle i at sikre fred og stabilitet i verden. At leve op til vores forpligtelser i NATO er ikke kun en militær opgave, men også en politisk og økonomisk ansvarlighed.
Danmark nåede NATO's 2%-målsætning i 2024, hvor forsvarsudgifterne udgjorde 2,02% af BNP. Med den seneste delaftale af forsvarsforliget bruger Danmark ca. 2,4% af BNP på forsvarsudgifter i 2024 og har forpligtet sig til at fastholde niveauet fremover.
Unge Moderater mener, at Ukraines frihedskamp er vores, hvorfor vi skal fortsætte med at stå sammen med Ukraine. Vi skal støtte dem, både økonomisk, militært og diplomatisk, og sikre, at Ukraine har de ressourcer, de behøver for at forsvare deres land og deres frihed.
Når vi hjælper Ukraine, sender vi en kraftig besked til resten af verden om, at aggression og undertrykkelse ikke vil blive tolereret. Vi viser, at vi vil forsvare vores fælles værdier og støtte dem, der kæmper for frihed. Danmark har altid været en nation, der står op for retfærdighed og frihed.
Danmark er blandt de lande i verden, der relativt set har ydet den største støtte til Ukraine. Regeringen oprettede en særskilt Ukrainefond på 57,9 milliarder kroner over seks år, og støtten fortsætter med bred parlamentarisk opbakning.
Unge Moderater mener, at vi skal stå op for vores kerneværdier om retfærdighed, menneskerettigheder og frihed. Vi skal forsvare dem med beslutsomhed og handlekraft, både hjemme og ude i verden. Derfor har vi brug for en stærkere EU-søjle i NATO. Europa skal kunne producere våben og ammunition hurtigt og i stort omfang for at sikre vores egen og allieredes sikkerhed.
For at opnå dette skal vi koordinere vores våbensystemer i Europa, investere i europæisk ammunitionsproduktion og styrke vores forsvarskapacitet. Det er afgørende, at EU opretter en ny kommissærpost, som kan koordinere denne nødvendige opgradering og styrke EU-NATO-samarbejdet. Den Europæiske Investeringsbank (EIB) kan spille en større rolle, og finansieringen skal ske gennem både offentlige og private investeringer.
Danmark afskaffede EU-forsvarsforbeholdet ved folkeafstemning den 1. juni 2022, med 66,9% ja-stemmer. Siden da deltager Danmark fuldt ud i EU's forsvarssamarbejde, herunder PESCO og EU's forsvarsagentur. EU har desuden etableret en forsvarskommissærpost og igangsatte en europæisk forsvarsindustriel strategi i 2024.
Unge Moderater mener, at Danmark, med sin tradition for demokrati og menneskerettigheder, skal anerkende det armenske folkemord (1915–1923). Vi foreslår politisk anerkendelse, styrket samarbejde med Armenien og Georgien for at styrke deres demokrati, og pres på EU for at sikre Armeniens selvstændighed.
Over 1,5 millioner armeniere blev dræbt i et folkemord, anerkendt af mange lande som Frankrig og Sverige. Danmark bør anerkende folkemordet og støtte Armenien, et demokrati omgivet af autokratier, der har brug for international støtte. Vi skal anerkende historiske realiteter og ikke lade Tyrkiet bestemme. Det er tid til at handle på vores værdier og erkende sandheden.
EU
Unge Moderater mener, at Danmark skal engagere sig mere aktivt i Afrika ved at fremme stabilitet og udvikling. Vi skal arbejde sammen med afrikanske lande og internationale organisationer for at sikre en effektiv vej for velstand og velfærd i Afrika.
Afrika er ikke kun et kontinent fyldt med rige kulturer og forskelligartede samfund; det er også vores nærområde, og vi har forpligtelser til at hjælpe. Det er nødvendigt at øge vores støtte til afrikanske lande for at tackle de nye udfordringer, de står overfor. Dette inkluderer at støtte økonomisk vækst gennem handel og investering, bekæmpelse af klimaforandringer gennem grøn teknologi og styrkelse af fred og sikkerhed gennem diplomatiske initiativer. Ved at bidrage til stabilitet og udvikling i Afrika kan vi forebygge konflikter, der kan have direkte konsekvenser for europæisk sikkerhed.
Unge Moderater mener, at EU bør føre en fælles finanspolitik for at styrke Europa i lyset af de udfordringer, vi står overfor i det 21. århundrede. For at kunne konkurrere med internationale aktører, der får massiv statsstøtte, er det nødvendigt, at Europa kan matche denne støtte for at sikre lige vilkår og fremme innovation.
Det er vanskeligt at koordinere statsstøtte effektivt, da midlerne ofte er fordelt på medlemslandene. Derfor bør EU koordinere sin finanspolitik for at sikre, at støtte gives på den mest hensigtsmæssige måde. Den grønne omstilling kræver massive investeringer, og Europa skal kunne stå stærkt på egen hånd for at sikre økonomisk vækst og bæredygtig udvikling. En fælles finanspolitik vil gøre det muligt for EU at reagere på både de økonomiske og klimamæssige udfordringer, som kontinentet står overfor i fremtiden.
Unge Moderater mener, at en omfordeling af EU's landbrugsstøtte er afgørende for at sikre fremtidens bæredygtige udvikling. I dag udgør landbrugsstøtten en tredjedel af EU's budget, svarende til 411 mia. DKK, og har sikret stabilitet i landbrugssektoren. Men de alvorlige klimaudfordringer, vi står overfor, kræver en mere omstillingsparat tilgang.
Unge Moderater foreslår, at 20% af landbrugsstøtten afsættes til initiativer, der fremmer naturgenopretning, klimatilpasning og udvikling af grønne teknologier. Dette vil ikke kun styrke EU's miljø, men også gøre Europa til en global drivkraft i den bæredygtige udvikling. Investering i den grønne omstilling er nødvendig for at sikre, at EU bliver mere modstandsdygtigt overfor klimaudfordringer.
Unge Moderater mener, at en styrkelse af Europol og Frontex er nødvendig for at tackle de komplekse sikkerhedsudfordringer, som Europa står overfor i dag. Flere midler og medarbejdere vil ikke blot forbedre bekæmpelsen af grænseoverskridende kriminalitet og terrorisme, men også sikre, at EU's ydre grænser er bedre beskyttet.
I takt med et stigende antal grænseoverskridende kriminalitetsaktiviteter og større terrortrusler er det afgørende, at EU intensiverer sin indsats for at beskytte sine borgere. For at opnå dette bør både Europol og Frontex tilføres flere ressourcer, det betyder investeringer i flere medarbejdere og mere avanceret udstyr og teknologi, så begge organisationer kan løse deres opgaver mere effektivt.
Unge Moderater mener, at fjernelsen af toldgrænsen er et nødvendigt skridt for at sikre fair konkurrence og beskytte forbrugerne mod farlige produkter. Det europæiske marked bliver i stigende grad oversvømmet af billige og ofte defekte varer fra lande som Kina, som produceres under kummerlige forhold og sælges til lavere priser.
Disse varer undergraver europæiske virksomheder, der følger strengere miljø-, arbejds- og sikkerhedsstandarder. Mange af disse importerede produkter indeholder skadelige kemikalier, som kan udgøre alvorlige sundhedsrisici for forbrugerne. For at beskytte både europæiske forbrugere og producenter bør toldgrænsen på 150 euro for varer købt uden for EU fjernes, så produkter, der kommer ind på det europæiske marked, overholder de høje standarder for kvalitet, sikkerhed og bæredygtighed.
EU vedtog i februar 2026 formelt at afskaffe toldfriheden på pakker under 150 euro. Fra 1. juli 2026 indføres en midlertidig told på 3 euro per varekategori i pakker sendt direkte til EU-forbrugere. Fra 2028 indføres fuld told fra første euro via det nye EU Customs Data Hub.
Unge Moderater mener, at EU skal prioritere at etablere nye handelsaftaler med lande i Afrika, Asien og Stillehavsområdet. Dette er nødvendigt for at styrke Europas økonomiske modstandsdygtighed, diversificere forsyningskæder og reducere afhængigheden af enkelte leverandører.
Handels- og investeringsaftaler med disse lande vil ikke kun åbne nye markeder og skabe arbejdspladser, men også styrke udviklingen i partnerlandene. Unge Moderater mener desuden, at EU skal overvåge sine strategiske afhængigheder nøje og identificere risikable afhængighedsforhold, så vi udvikler handelsstrategier der mindsker sårbarheder og sikrer, at EU står stærkt i en global verden præget af voksende konkurrence og usikkerhed.
Unge Moderater mener, at det er nødvendigt at reformere EU's landbrugsstøtteordninger, så de i højere grad understøtter en grøn omstilling i landbruget. Ved at belønne bæredygtige landbrugsmetoder kan vi sikre, at Europa ikke kun opfylder sine klimamål, men også beskytter vores natur og biodiversitet.
I dag er landbruget ansvarlig for en betydelig del af Europas samlede CO2-udledning, og det står også for udledning af kvælstof og andre skadelige kemikalier. Derfor er det nødvendigt at tænke klima og miljø ind i måden, EU fordeler sine landbrugsstøtteordninger på. Dette inkluderer støtte til landmænd, der investerer i teknologier og metoder, der minimerer CO2-udledninger, præcisionslandbrug der reducerer pesticider, og agroøkologiske metoder der forbedrer biodiversiteten.
Unge Moderater mener, at udvidelsen af Erasmus+ til at inkludere afrikanske studerende (eller oprettelsen af ERASMUS+A) vil være en værdifuld investering i fremtidens ledere og innovationsdrivere. Samarbejdet mellem Europa og Afrika inden for uddannelse vil skabe nye muligheder, fremme fælles vækst og bidrage til at bygge et stærkere globalt samfund.
Afrika har en ung, voksende befolkning og et stigende behov for uddannelsesmuligheder. Ved at styrke partnerskaber mellem europæiske og afrikanske institutioner kan vi skabe bedre adgang til kvalitetsuddannelse. En sådan udvidelse vil desuden understøtte EU's mål om at fremme global bæredygtig udvikling og styrke relationerne med afrikanske lande, og skabe en platform for fælles løsninger på globale udfordringer som klimaændringer, fattigdom og migration.
Unge Moderater mener, at EU skal prioritere investeringer i vindmøller, solcelleparker og en moderne energiinfrastruktur, så vi kan sikre, at grøn strøm når ud til alle EU's borgere. Dette vil ikke kun reducere vores miljømæssige fodaftryk, men også bidrage til at skabe en mere selvforsynende og sikker energiforsyning i Europa.
En anden vigtig faktor er udbygningen og optimeringen af det europæiske energinet. Det nuværende elnet er i mange tilfælde ikke tilstrækkeligt effektivt til at kunne håndtere en massiv stigning i grøn strømproduktion. Vi skal investere i at modernisere vores energiinfrastruktur, så vi kan transportere elektricitet fra områder med overskud af grøn strøm til de regioner, der har behov. Grøn omstilling af energisektoren reducerer desuden vores afhængighed af fossile brændstoffer fra tredjelande som Rusland og skaber et mere stabilt Europa.
Unge Moderater foreslår en "europæisk firewall", der giver brugerne større kontrol over deres digitale oplevelser. Det skal ikke handle om at modarbejde teknologisk udvikling, men snarere om at sikre, at teknologien fremmer trivsel fremfor at skade. I dag løber udviklingen på sociale medier hurtigere end lovgivningen, og det efterlader især børn og unge sårbare over for algoritmer.
Den "europæiske firewall" skal bestå af tre centrale elementer: effektiv aldersverifikation der sikrer, at børn og unge ikke udsættes for skadeligt indhold; gennemsigtighed i algoritmer, så brugerne får indsigt i, hvordan deres indhold udvælges og præsenteres; og en "genstartknap" for algoritmer, der gør det muligt for brugere at nulstille deres feed og tage kontrol over, hvad de ser online.
EU's Digital Services Act (DSA) trådte i kraft i 2024 og pålægger store platforme at give brugerne algoritmefrihed, begrænse målrettet reklame og øge gennemsigtighed. EU's AI Act fra 2024 regulerer desuden AI-systemer der påvirker borgerne. Forslagene om aldersverifikation er stadig under forhandling.
Unge Moderater foreslår, at EU vedtager en fælles klimatilpasningsplan, der fokuserer på de områder, hvor klimatilpasningsprojekter kan gøre størst forskel, såsom sikring af kyster, havne, boliger og kritisk infrastruktur. Planen skal identificere de mest udsatte regioner og sikre hurtig gennemførelse af projekter for at mindske risikoen ved ekstremt vejr.
For at støtte disse tiltag foreslås oprettelsen af en europæisk klimatilpasningsfond, der økonomisk kan hjælpe medlemslandene med at beskytte både befolkning og infrastruktur mod de stigende klimarelaterede trusler. Konsekvenserne af klima- og vejrforandringer er allerede tydelige og vil kun forværres i fremtiden. Ingen enkelt nation kan løse denne krise alene, og det kræver en målrettet og koordineret indsats på tværs af landegrænser og sektorer.
Unge Moderater mener, at det er nødvendigt at inkludere landbruget i CO2-kvotesystemet for at sikre en fair og effektiv klimapolitik. Landbruget skal bidrage til at nedbringe udledningerne på lige fod med andre sektorer, og det er gennem investeringer i innovation og bæredygtighed, at vi kan gøre det muligt for landmændene at blive en del af løsningen.
EU's CO2-kvotesystem omfatter i dag alle CO2-tunge sektorer, men landbruget er stadig undtaget fra dette vigtige redskab til reduktion af drivhusgasudledninger. Dette er problematisk, da landbruget udgør en betydelig andel af EU's samlede CO2-udledninger. Ved at inkludere landbruget i kvotesystemet kan vi skabe et økonomisk incitament for landmændene til at reducere deres udledning og investere i mere bæredygtige løsninger, herunder økologiske metoder, bedre affaldshåndtering, skovrejsning og andre klimavenlige teknologier.
Unge Moderater mener, at Danmark skal afskaffe de resterende EU-forbehold for at sikre maksimal indflydelse på vigtige områder som politisamarbejde og pengepolitik. Danmark har i dag flere EU-forbehold, der begrænser vores indflydelse og handlekraft i EU-samarbejdet, hvilket svækker vores mulighed for at forme den politik, der også påvirker os.
Et Danmark uden forbehold vil være bedre rustet til at påvirke beslutninger, der har direkte betydning for vores land, fremfor blot at følge efter. De resterende forbehold vedrører retlige og indre anliggender samt euroen. Danmark deltager i dag som observatør i dele af politisamarbejdet, men mangler fuld stemme og indflydelse.
Forsvarsforbeholdet blev afskaffet ved folkeafstemning den 1. juni 2022, hvor 66,9% stemte ja. Det er første gang, Danmark ophæver et EU-forbehold. De resterende forbehold (ret og indre anliggender samt euroen) er ikke sat til folkeafstemning endnu.

